- Torsdag 1. oktober
Hvad kan fortidens musikalske kampe lære os om fremtidens musikliv? Og hvordan skaber vi en branche, hvor flere stemmer bliver hørt?
Musik har gennem generationer været en drivkraft for forandring. Fra rødstrømpebevægelsens sange til nutidens kunstnere og aktivister har musik udfordret normer, kønsroller og magtstrukturer – og skabt nye fællesskaber og forestillinger om, hvordan verden kan se ud.
I denne session mødes kunstnere og musikere på tværs af generationer i en samtale om musikkens rolle i kampen for ligestilling. Med afsæt i både personlige erfaringer og historiske nedslag undersøger panelet, hvordan fortidens kampe fortsat kaster lys over nutidens udfordringer – og hvorfor det er afgørende at huske de stemmer, der alt for ofte er blevet skrevet ud af musikhistorien.
Samtalen kredser om rollemodeller, repræsentation og håb. Hvordan ser et mere mangfoldigt og bæredygtigt musikliv ud? Hvilke forandringer er allerede skabt, og hvad kræver det at skabe de næste? Undervejs suppleres debatten med et musikalsk indslag, der binder fortid og nutid sammen.
En inspirerende session om musikkens kraft til at skabe forandring – og om hvordan historien kan være med til at forme fremtidens lyd.
Deltagere
- Chris Poole, musiker, komponist og forfatter
- Pernille Rosendahl, musiker og aktivist
- Raymonde Gaunoux, komponist, kunstner og transaktivist
- Anne Sofie Wraae, sangskriver, musiker og medlem af KRYD
Moderator - Rebekka Mahler, specialkonsulent, KVINFO
Sprog: Dansk
Sessionen præsenteres af Rockmuseet og forskningsprojektet Lyden af Kvindekamp. Musik i og omkring Rødstrømpebevægelsen (Københavns Universitet).
