Hvordan holder vi fremtiden åben – i en tid præget af kriser, usikkerhed og tab af håb?
Kom med til bogreception for Utopia – en ny udgivelse, der samler vores treårige kreative og vidensbaserede udforskning af unges forestillingsevne, håb og handlekraft.
Udgivelsen bygger på perioden 2023–2025, hvor Utopia har været et gennemgående tematisk fokus på Roskilde Festival. Gennem kunst, fællesskaber, observationer og analyser har vi fulgt unge deltagere helt tæt for at forstå, hvordan en generation, der vokser op i skyggen af globale kriser, forholder sig til utopier og forestillinger om en anden, mere bæredygtig fremtid.
Bogen tager afsæt i en voksende erkendelse: at vores udfordringer ikke kun handler om ressourcer, men også om forestillingsevne. Mange unge har svært ved at forestille sig verden anderledes, end den er i dag – samtidig med at netop deres fantasi og engagement er afgørende for at skabe forandring.
Bogen samler viden og erfaringer, der er relevante for alle, som arbejder med unge og samfundsforandring – fra NGO’er, forskere og uddannelsesinstitutioner til kulturelle aktører og beslutningstagere.
Til bogreceptionen deler vi ud af indsigterne, historierne og perspektiverne fra bogen. Indsigter, der kan anvendes i alt fra strategisk udvikling og undervisning til policyarbejde, kunstneriske praksisser og nye former for engagement.
Vi samler nøglepersoner og bidragsydere og inviterer de unge stemmer, der har været med undervejs, til en fælles fejring og refleksion over, hvordan vi sammen kan styrke forestillingsevnen og holde fremtiden åben.
Vi glæder os til at se dig.
Praktisk info
Dato: 29. januar
Tid: Kl. 15.00–18.00
Sted: Nordhus, Nordhavn
Program:
kl. 15.00: Ankomst
Kl. 15.15: Velkomst
Kl. 15.20: Samtale med Jonas Lieberkind og Jeppe Svan om de helt centrale indsigter bogen byder på: Om tabet af de store utopier, men også om sprækker i utopierne og det håb, som fortællingerne i bogen peger på.
Kl. 15.40: Oplæsning med Dagbogsskolen
Kl. 15:45: Samtale om utopierne i det nære hverdagsliv på festivalen. Vi møder nogle af de unge stemmer, der har bidraget til bogen.
Kl. 16:05: Mød Jessica Petersen, der uddyber sit indlæg i bogen om, hvem der har adgang til at formulere utopier.
Kl. 16.15: Oplæg om utopiens nye muligheder – og hvad vi kan bruge indsigterne fra bogen til med Roskilde Festival Gruppens chef for filantropi Kara Djurhuus.
Kl. 16.20: Performance med kunstnerduoen Baum & Leahy - om deres performance skriver de selv:
Nurturing Pantopias
For at runde arrangementet af og udfolde mulige »pantopiske« fremtider inviterer Baum & Leahy alle i rummet ind i et øjeblik af forbindelse og refleksion. "Oplyste tekstile tentakler" – en del af vores art x activism-projekt Pantopia for Flokkr Stage – forbinder deltagerne og inviterer til et meditativt øjeblik, hvor den kollektive forestillingsevne om, hvad der kunne være, næres.
Kl. 16.35: Vi får lidt at drikke og fejrer bogens udgivelse og de tre års arbejde med Utopia og det at give drømme liv. Nordhus unge kulturskabere har forberedt nogle snacks til os inspireret af festivaldeltagernes utopiske hverdagsliv.
Kl. 18:00: Arrangementer slutter. Der er mulighed for at købe plads til Nordhus fællesspisning for 150 dkk. Køb billet her
Arrangementet er en del af vores GRASP Pop Ups, hvor vi året rundt samler mennesker om viden, kunst og samtaler, der udfordrer vanetænkning og åbner for nye perspektiver på bæredygtig forandring.
