Hvad hvis vi allerede havde vendt udviklingen?

Men hvordan lyder den fortælling i ørerne på dem, der faktisk skal leve i 2075?

Det ville vi i GRASP gerne undersøge. For hvis vi taler om transformation, systemforandring og nye økonomiske logikker, så er det afgørende at lytte til den generation, der skal bære konsekvenserne af de valg, vi træffer nu. Unge lever allerede med klimakrisen som grundvilkår. De navigerer i teknologiske skift, geopolitisk uro og et konstant informationspres. Deres håb er ikke abstrakte, men placeret i vores virkelighed lige nu.

Derfor besøgte vi 9.A på Guldberg Skole.

Vi afspillede første afsnit af Domino Effekten i klasselokalet og bad derefter eleverne forholde sig til tre sætninger:

• I 2075 håber jeg, at vi…
• En fremtid med håb kræver…
• Det vigtigste vi skal gøre nu er…

Øvelsen var enkel: Hvis vi forestiller os, at vi lykkedes – hvad krævede det så? Og hvad betyder det for de valg, vi træffer allerede i dag?

Eleverne skrev deres svar på postkort. Ikke som eksperter, men som borgere i den fremtid, vi taler om.

For os handler det ikke kun om at høre unges bekymringer. Det handler om at tage deres forestillingsevne alvorligt som en ressource. Når vi arbejder med håb i GRASP, er det ikke som en følelse, men som en praksis. Noget, der kan trænes, undersøges og omsættes til handling.

Og netop derfor giver det mening at lade en podcast om systemisk transformation møde et klasselokale fyldt med 15-åriges bud på, hvad der virkelig betyder noget.

Når man læser postkortene igennem, tegner der sig nogle tydelige bevægelser. Først og fremmest ønsket om fred. Mange forestiller sig en fremtid med færre krige, mindre splittelse og mindre undertrykkelse. En verden med mindre fattigdom og større retfærdighed. Der er en grundlæggende længsel efter stabilitet, men også efter fairness.

Klimaet fylder mindst lige så meget. Eleverne skriver om at passe på jorden, tage ansvar for naturen og forstå, at vores valg i dag former fremtiden. Der er en klar erkendelse af, at klimakrisen kræver handling nu. Og at ansvaret ikke kun ligger hos politikere, men også hos os selv.

Teknologien fylder også. Kunstig intelligens nævnes flere gange – både som mulighed og som noget, der skal styres. For 9.A er AI en central del af fremtidens vilkår.

Endelig kredser mange refleksioner om relationer mellem mennesker: ligestilling, respekt og mindre diskrimination. Et ønske om at forstå hinanden bedre og stå sammen, især når det er svært.

Noget af det mest slående er, hvor præcist elevernes refleksioner rammer podcastens grundidé.

Domino Effekten argumenterer for, at vi har brug for en systemisk transformation, særligt af vores økonomiske strukturer. I klasselokalet bliver den samme pointe formuleret i et andet sprog. Her handler det om at samarbejde, ændre indstilling, tage ansvar og stå sammen. Om at passe på jorden og hinanden.

Eleverne taler ikke om finansielle reformer eller makroøkonomiske modeller. De taler om handling, fællesskab og retfærdighed. Om de værdier, der skal bære en forandring, hvis den skal lykkes.

Måske ligger der netop her en vigtig erkendelse: En økonomisk transformation er ikke kun et teknisk projekt. Den er også kulturel, social og menneskelig. Den begynder i måden, vi forstår vores ansvar, og i de fællesskaber, vi vælger at bygge.

Det særlige ved Domino Effekten er, at den vælger at fortælle historien, som om vi lykkedes. Ikke for at gøre virkeligheden enklere, men for at undersøge, hvad der faktisk skulle til for at vende udviklingen. Håb bliver ikke en følelse, men en arbejdsform. En måde at tænke fremad på.

Det samme genfinder vi i 9.A’s postkort. Deres håb er ikke naive. De er konkrete. De ved, at der er krig. At der er klimakrise. At AI kan løbe løbsk. Men de insisterer på, at vi kan gøre noget.

Hvis økonomien i podcasten er den første dominobrik, så er forestillingsevnen måske den kraft, der får den til at vælte.