- Fredag 26. september
På ti år er musikjournalistikken på landets største dagblade halveret. Det viser en minianalyse fra organisationen Art Music Denmark. I samme periode er de sociale medier eksploderet med publikummers egne stemningsrapporter direkte fra koncerter. Der er på den ene side tale om en demokratisering af musikkritikken, hvor de traditionelle anmelderes ekspertstatus udfordres af både publikum og kunstnere, men samtidig også en udvanding af den dybere samtale om musikken.
På årets Roskilde Festival prøver det uafhængige musikmedie Passive/Aggressive en helt ny model. To personer, der ikke før har anmeldt kunst og kultur, bliver dette års anmeldere i en ny publikumsredaktion. Med erfaringerne fra publikumsredaktionen, undersøger Mathias Schønberg, redaktør på Passive Aggressive, hvordan vi kan redefinere musikanmeldelsens position i samfundet, så ny musik bliver relevant for flere. Det gør han i samtale med Torben Eik Jacobsen fra spillestedet Gimle, der for nylig har overtaget det frivillige anmeldermedie Bands of Tomorrow. Tag del i samtalen om, hvor den offentlige samtale om musikken er på vej hen.
Deltagere
- Torben Eik Jacobsen (han/ham), leder af Spillestedet Gimle
- Mathias Schønberg (han/ham), skribent og redaktør på mediet Passive/Aggressive, underviser på Rytmisk Musikkonservatorium og kommunikationsansvarlig for Udviklingsplatformen for Scenekunst
Sessionen præsenteres af Musikbyen Roskilde og Roskilde Kommune.